Ultimatumtur

20130803-222708.jpg

Lørdagens 175 km bragte mig over Munkholmbroen.

Der er knap to uger til start på SuperBrevetScandinavia 2013. Jeg er skadet og stadig bekymret. Jeg når ikke at blive 100% klar, det ved jeg nu, men hvor klar kan jeg så gøre mig håb om at blive? Klar nok til at gennemføre – ikke i strålende stil, men dog gennemføre? Det havde jeg besluttet, at weekendens ultimatumtur skulle give et svar på. Kunne jeg gennemføre et par længere distancer to dage i rap uden at skaden forværredes drastisk, vil jeg stille til start. Kunne jeg ikke, så er jeg ude af racet!

Lørdag begav min kæreste og jeg os så ud på en 175-km etape. Det blev hurtigt steghedt efter en lang og varm tropenat, og der var en pæn blæst, som vi (selvfølgelig) for det meste skulle direkte op imod. Det satte sit præg på tempoet, som blev til et gennemsnit på 24,2.

Min største udfordring er, at jeg ikke kan træde igennem. Når min læg/sene virkelig skal arbejde, jager smerten op i benet. Jeg er nødt til at gå ned i fart og belastning, så jeg kan holde benet uden for syregrænse og opspænding. Det betyder, at jeg går direkte i lavt gear på selv de mindste bakker, og at farten dropper drastisk ved modvind. Det positive er, at hvis bare jeg kører konservativt, så går det rigtigt godt. Efter endt tur var jeg frisk og uden ømhed i kroppen. Kun en forventelig ‘mudren i det skadede ben/fod.

Min kæreste kom også godt igennem dagen, dog med en øm tungespids. Han var nemlig så uheldig at sluge en bi, som undervejs nåede at stikke ham på tungen. Endnu en af landevejens farer!

20130804-234215.jpg

Søndagens 155 km bød på frokost med udsigt på en bænk på en bakketop bag en kirkemur.

Søndag kørte vi 155 km. Igen en steghed dag og nu ikke nær så meget vind. Det bragte dagens gennemsnitsfart op på 26,0. Ikke imponerende, men acceptabelt.

Vi havde en del fornøjelse af vores respektive Garmin-computere, som navigerede os i hver sin retning og flere gange helt i skoven! Tænk, at to ens apparater kan have vidt forskellige retningsforslag, når man har bedt om at komme til samme destination? Det gav lidt forvirring og omkørsler.

Dagens etape viste mig, at det er vigtigt, jeg strækker læggen med 40-50 km mellemrum, og at jeg IKKE skal forsøge at forcere på bakker og tempo. Over et stræk på 20 km satte vi forsøgsvis farten (og dermed belastningen) op, og holdt et snit på godt 30 gennem et kuperet område. Det lider jeg under nu mandag, hvor foden gør rigtig meget ondt. Æv.

Konklusionen er imidlertid, at jeg stiller til start. Det bliver absolut en større udfordring, end jeg havde forestillet mig. Det kommer til at gå langsomt. Det bliver ikke kønt, overhovedet ikke nemt og slet ikke smertefrit! Men jeg gør forsøget.

20130805-085640.jpg

Og så får I da også lige udsigten fra bænken på bakken bag kirken.