Under verdens tag

Lørdag
Jeg har både glædet mig til og frygtet denne dag på samme tid. Glædet mig, fordi omsider oprandt dagen, hvor vi skulle se Himalayas sneklædte tinder. Frygtet dagen, fordi jeg skal op at flyve med nepalesisk indenrigsfly. Dels fordi alle nepalesiske luftfartsselskaber siden nytår er udelukket fra Europæisk luftrum pga. for dårlig sikkerhed, og dels fordi, det blot er få uger siden en dansk læge omkom i et flystyrt, hvor flyet udgik her fra Pokhara.

Vi var oppe tidligt. Kl. 5.15 var vi på vej til lufthavnen, som er meget lille, hvor vores propelfly holdt og ventede ude på startbanen. Vi morede os lidt over, at her både er et flyselskab, der hedder Buddah air og et, der hedder Yeti Airlines. Flyet har plads til 16 personer og er fuldt booket af folk som os, der skal op at cykle eller trekke.

Vi spørger, hvor gammelt flyet er. Svaret lyder: 35 år, men bare rolig, det er som spritnyt, for alt er skiftet ud flere gange. Turen går fint. Det er smogtåget i Pokhara, men så snart vi når lidt op, finder vi den blå himmel og jeg får det aller-allerførste syn af Himalaya. Sne på toppene. Smukt. 25 minutter senere svinger vi ind mellem to bjergvægge og glider nok så nydeligt ind på den korte landingsbane i Jomsom – 2800 meter over havet.

Jomsom. Nepals Klondike. Her er godt nok flest trekkere, der lægger vejen forbi, men byen kunne lige så vel være fyldt med guldgravere og lykkejægere. Her er kvæg og heste i gaderne og langt til alt! Vi tjekker ind på Windy Hotel, som indvendigt minder lidt om en Scweizisk alpehytte. et stort rum i midten med et stort bord og bænke omkring, og alle værelserne ud fra rummet. I to etager.

Efter morgenmaden hopper vi på cyklerne. Vi skal til Muktinath, godt 1000 meter højere oppe og 23 kilometer ude ad vejen. Vi kører afsted med strenge instrukser om, at vende om ved første snefnug eller senest klokken tre. Det sidste er på grund af vinden heroppe, som tager til hen over dagen skulle blive ret vild.

Det er en hård tur. Først langs det nok 3-400 meter brede, udtørrede flodleje. Så ude i selve lejet og henover flodens tilbageblevne lille strøm, der dog er både bred og dyb nok til at give mig våde sko og ben, da jeg kører igennem. Otte kilometer ude begynder det virkelig at gå op ad, og det river lidt mere i lungerne end det plejer. Mon det er fordi, luften er lidt mere iltfattig her? Jeg kæmper virkelig for at komme op, kan godt blive på cyklen, men det går langsomt, og det går snart op for mig, at jeg ikke kan nå hele vejen til Muktinath inden for tidsrammen. Det gør nu ikke noget. Her er gudommeligt smukt og jeg nyder hvert besværligt tråd.

Vi kører nu på trekkingruten, der går rundt om Annapurna-massivet. Annapurna er verdens 10. højeste bjerg og måler lige knap 8.100 meter. De tårnhøje tinder knejser uanset, hvor jeg kigger hen. Her er højt til loftet under verdens tag. Da vi er 17 kilometer ude triller vi ind på restaurant Nirvana, et af de mange tehuse langs ruten. Vi bliver hjerteligt modtaget, bestiller pandekager og lemon-te, får en sludder og køber nogle tørklæder af yak-okse uld. Meget lokalt. Meget hyggeligt. Jeg er lidt skuffet over, jeg endnu ikke har set yak-okser, så jeg spørger, hvor jeg kan finde dem. Fire timers tur op i bjergene er svaret. ØV. Det bliver så ikke denne gang.

Her i byen ser jeg en anordning, jeg aldrig tidligere har set. Mest ligner det en stor parabol, hvor der i midten står en tekande. Det er et solpanel, og vandet koger allerede. Det er dælme smart. Vi sætter os i solen og bliver gennembagt, og klokken tre præcis vender vi næserne hjemad. Det er svært at beskrive, hvor smuk en tur det var. Den klare luft, den varme sol og den vældige vind, der får selv ned ad bakke til at være anstrengende arbejde tærer på kræfterne, og jeg er da godt brugt, da vi endelig er retur i Jomsom.

Vores hotel er simpeltheden selv, men som sagt rigtigt hyggeligt. Her er hundekoldt, for der er ingen varme, og temperaturen er nær nulpunktet udenfor. Det hjælper ikke på kropstemperaturens vedligehold, at badet også er koldt, så jeg fryser. Jeg tager flere og flere trøjer på og til sidst også vanter. Brr. Men så bliver det tid til aftensmad. Vi bænkes om det store bord, der har tæpper hængende ned, som vi stikker benene ind under, og inde under bordet bliver stillet en spand med varme kul. Der bliver hurtigt varmt. Meget varmt. Så varmt, at jeg kan smide de mange trøjer, og bordpladen er i risiko for nedsmeltning. En fantastisk afslutning på en fantastisk dag.

20140322-222152.jpg

20140322-222627.jpg

20140322-222607.jpg

20140322-222435.jpg

20140322-222207.jpg

20140322-222532.jpg

20140322-222510.jpg

20140322-222426.jpg

20140324-153711.jpg

20140322-222521.jpg

20140322-222407.jpg

20140322-222444.jpg

20140322-222159.jpg

20140322-222500.jpg

20140322-222451.jpg

20140322-222418.jpg