Utilregnelig

De ER ikke vant til regn på Fuerteventura, og hvad vi danskere ville betegne som en mindre skylle er nok til at sætte øen på den anden ende, for INTET her er forberedt på regn. Bygningerne er ikke tætte, her er ingen afløb eller riste og dræn er en by i Rusland.

Da jeg stak fødderne ud af sengen i morges fik jeg derfor våde tæer. Hele gulvet sejlede. Vandet er silet ned gennem loftet ude på badeværelset, og da spansk byggekunst åbenbart ikke har opfundet afløbsriste på badeværelsesgulve, var vandet steget støt og roligt ind i værelset og ind under sengen. Vi tørrede op og meddelte derefter til receptionen, at de måske lige skulle kigge på det loft. Det mente de nu ikke, for “Det sker jo kun når det regner” og ” I skal nok få nogle tørre håndklæder”… og så var den ged barberet.!

Både nede i byen og her på Hotellet har man barrikaderet indgangene med sandsække – som om der var stormflod i vente og ikke bare et almindeligt regnvejr, og overalt på hotellets gulve er der udlagt håndklæde-barriererer til at opsamle vandet. De udendørs sportsbaner her på stedet ligger under vand, golfbanens sandbunkere er blevet til vandhuller, parkeringspladsen er oversvømmet og store dele af stranden er skyllet væk. Virkeligt voldsomt taget regnvejrets ringe styrke i betragtning.

Nå – men da det fortsat regnede blev der altså heller ingen cykling i dag. I stedet blev det til en omgang coretræning, hvor holdet pga. regnen var flyttet ind i “telthallen”… og jeg gætter, vi var godt 100 mennesker. Det absolut største fitness-hold, jeg nogensinde har været en del af. Så tittede solen frem og selv om vinden var hård, blev det varmt nok til en gåtur langs vandet ned til den lille by rundt om klippefremspringet. I alt en hyggelig gåtur på 7 km og til aften endnu en fitness time; nu i fuld solnedgang tilsat bølgeskvulp og palmebladeraslen. Omsider er solen ankommet, og i morgen skal jeg ud at cykle (håber jeg).

Dagens bemærkning kommer fra en ældre, bastant svensk dame, der iført sarong og opsat hår kom over til os, mens vi sad og ventede på at komme ind til dagens sidste time. Hun pegede ind på stepholdet, som var ved at slutte og spurgte “Er det der heller ikke noget for jer?” Vi svarede, at det var det skam, og at vi skulle til lige om lidt. Det tyggede hun lidt på og sagde så “nå ja, men så er det vel det langsomme hold I venter på… meget bedre for folk i vores alder ikke sandt?” Der blev jeg alligevel en lillebittesmule ramt. Langsomhold! hvad bilder hun sig ind?