Vá com Deus

De seneste to uger har jeg været i Brasilien. Søndag var jeg i Argentina. Mandag var jeg i Itaipu og i Paraguay. Tirsdag fløj jeg hjem, og efter 34 timers rejse var jeg tilbage i sofahjørnet herhjemme, og i gang med at vaske stanken af rådden rotte og muggent mudder ud af mit halvvåde  cykeltøj. I dag er det fredag.
imageTurens sidste to dage gik med sightseeing. Vi besøgte den store dæmning, som ligger i Itaipu –  et ingenmandsland mellem Brasilien og Paraguay. Eller rettere, et dobbeltnationalt område, som de to lande deler, og som er underlagt international lov. Et enormt anlæg, hvis energiproduktion deles fifty-fifty mellem de to lande, hvilket dække 80 % af Paraguays nationale energiforbrug, og 15% af Brasiliens ditto. Efter en rundtur under og oven på dæmningen gik vi til fods over den hvide bro og ind i Paraguay.

imageDet var som at trykke på en kontakt: Brasilien=orden og struktur, Paraguay=kaos og rod. Som at træde ind på den slags beskidte gader med forfaldne facader, som jeg kender fra de Asiatiske lande. Hullede veje, tuskhandlere og stratenrøvere, ledninger i fuglereder, skrald og skidt, gadeboder og kopivarer, leben og larm. Ja, og læg så lige 34 grader og skyfrit oveni.

Den allersidste dag fløj vi til Rio tidligt om morgenen, og afskedens time oprandt. Da jeg sad i flyet mod København senere samme aften, skrev jeg nedenstående.

imageVemod
Jeg sidder i flyet. Vi har netop forladt Brasilien ved Recife og er drejet ud over det Atlantiske Ocean med kurs mod Marokko. Vi har fløjet i 2,5 time, og jeg har netop spist min pasta med ærter, melonsalat og creme brulé og skyllet efter med et par af de små flasker rødvin. Det er tid til at runde af og samle op på turen, som nu er slut.

I morges stod jeg op kl. 03.30, for at tage i lufthavnen i Foz Do Iguazu. Vi skulle flyve til Rio de Janeiro kl. 6. Da flyet var på vej til startbanen vendte vi om og taxiede tilbage til vores gate pga. tekniske vanskeligheder. Det er ikke noget, jeg bryder mig om. Efter en times tid, mens vi sad fastspændt i flyet, fik de fikset fejlen, der som jeg forstod det handlede om en defekt termostat, og vi kom afsted. Klokken ni stod vi i Rio. Et hold af mennesker, der er blevet sammentømret på kryds og tværs, og hvor nye venskaber er skabt. Et hold af mennesker, der ikke kendte hinanden før, men som nu deler en fælles oplevelse og er knyttet sammen af alle de strabadser, vi sammen har overkommet de seneste uger. Vi har delt vores op og nedture, og vi har hjulpet hinanden gennem tonsvis af regn, kilovis af mudder, nedture med trætte ben og opture med overskud. Vi har sovet sammen, spist sammen, lidt sammen, grint sammen. Vi, der var heldige nok til at være en del af lige netop denne konstellation af mennesker, deler noget, som aldrig kan gentages, og som er helt unikt. Nogle vil jeg måske være så heldig at se igen, og dele nye oplevelser med. Andre ser jeg måske aldrig mere. Behøver jeg at sige, at jeg altid synes disse farveller er vemodige?

imageVi siger farvel til det første par i Rio lufthavn, og det føles som om flokken er blevet amputeret, da vi smider vores bagage i de store opbevaringsbokse, hyrer en vogn, der kan rumme 11 personer og begiver os ud på sightseeing i byen. Det er en totalt diset dag, og Kristus-figuren, som våger over byen er ingen steder at se. Vi tager med kabelbanen op på sukkertoppen – en høj, skaldet, bautasten, som rager højt op i skyerne. Udsigten er fin…. når skyerne skiller en smule, så vi kan se noget… sodavandene er dyre og inden for en time er vi nede igen.

Så går turen til Copacabana. Vi skal ned at mærke Atlanterhavets bølger og det fine sand på den berømte strand. Det er 34 grader, og sandet brænder på den laaaange flotte strand med de mange meget smukke bølger, hvor vi sætter os og spiser en sandwich. Det er virkelig sidste time med kliken, for kun kort tid efter siger vi farvel til endnu tre personer ved et hotel ved stranden.

Så går turen til lufthavnen. Her tager vi en farveløl med endnu een, og så er vi syv tilbage, som stiger ombord på Air France flyet til Paris og begynder den 11 timer lange flytur.

Det har været en god tur. For mig personligt har det været helt formidabelt at opleve, at min skulder og min krop har kunne præstere, som de har gjort. Jeg kom med en forventning om, at skulle sidde i bussen det meste af tiden, og kommer hjem med ti cykeldage i benene. 325 kilometer og 3670 højdemeter. Hvem skulle have troet det? Ikke jeg. Men også her er jeg jo stor tak skyldig til mine holdkammerater for at bære over med mit lidt nedsatte tempo og mine små anfald af piv. Til alle andre skulderpatienter kan jeg kun anbefale genoptræning på MTB i Brasilien. Det gør ondt, javel – men det er langt sjovere end at stå i et træningscenter med en håndvægt, og jeg har så meget mere funktionalitet i armen nu, end da jeg kom.

Rent generelt har det også været en god tur. Ikke helstøbt og ikke perfekt, men det kan nok heller ikke forventes, når den køres for første gang i et land så langt borte. Jeg har savnet lidt mere indblik i landets kultur og kontraster, og jeg synes, vi har kørt mange, lange øde stræk, der mere mindede om træning end oplevelse. Men samtidig har jeg også oplevet skiftende forhold, søde mennesker, fede udsigter, flot natur og skiftende temperaturer. Jeg har ikke opdaget noget, der får mig til at tænke, at jeg bare MÅ tilbage til Brasilien. Det har ikke været det store kulturchok, som jeg måske nok havde forventet. Uanset hvilken eventyrrejse af denne art, man begiver sig ud på, vil der ske uforudsete ting, og der vil være forhold, som kan forbedres. Sådan har det også været her. Men det er ikke ting, der har forhindret, at det alt-i-alt har været en god oplevelse. En fin tur. Med dejlige mennesker – både dem, der har arbejdet hårdt for, at det skulle blive en god oplevelse og dem, som delte oplevelsen med mig… og til alle dem, jeg mødte og lærte at holde af: Vá com Deus.

imageimageimageimageimageimageimage