Det blev et vandfald

Det skete ved den store grågrønne grumsede Limpopoflod, hvor febertræerne vokser vildt.

(Rudyard Kipling, Dyrefabler, Historien om hvordan elefanten fik sin snabel).imageSovesal er ikke lige mig. Slet ikke, når jeg har ondt i halsen, og risikerer at vække mine fem sovekammerater med nattens hosteanfald. Desværre var det nok præcis hvad jeg gjorde, selv om jeg stod op og gik ud på verandaen i nattens mørke med min lille lommelygte for at hoste færdig.

Sikke da en fest, der var derude. Ud over natsværmere, der baskede mig i hovedet og fjerne frøer, der kvækkede, så var gulvet overdænget af tokrone-store rødbrune biller. Nogle ret klodsede biller. De lå nemlig allesammen på ryggen og sprællede med deres ben lige i vejret og kunne ikke komme på ret køl. Som en slags hip-hop dans, der er gået galt. Benene gik som trommestikker og nogle tog endda vingerne til hjælp, så de roterede i brummende pirouetter. Jeg måtte se mig godt for, for ikke at træde på dem, mens jeg tænkte, at det da ikke er særligt praktisk for overlevelsesevnen, at sådan en bille ikke kan vende sig selv. Selv ude på toilettet havde jeg selskab af de kluntede væsner. Her skal jeg lige huske at fortælle, at toiletsæder her i Brasilien for det meste er en model, der er fyldt med luft. Når man sætter sig lyder der et højt Pssssshhh, når luften presses ud, men de er bløde og behagelige.

Morgenen kommer med solskin og varme. Det er næsten ikke til at tro! Morgenmaden består af toastbrød (igen) med syltetøj (igen) og pølse (den var ny) og ingen ost (tænk, man kan savne det). Men der er dejlig varm kaffe.

Hvis jeg skal fortsætte i fødselsbilledet fra i går, så kan man vel sige, at det hverken blev dreng eller pige. Det blev et vandfald! Vandfald lader til at være hovedattraktionen i det her land, og vi skal i dag besøge hele to vandfald. Det første ligger lige i baghaven, så inden vi sætter os på cyklerne og triller afsted, går vi en tur ned til pousadaens vandfald, Salto Sao Joao. Vi har en af de lokale med, og han viser os et af deres træer, som er ramt af lynet og har et stort “ar” på flere meter i barken. Han fortæller også, at hele den bønnemark, vi går igennem skal pløjes ned og plantes om. For selv om der er grønne planter på hele marken, så er de ødelagt af al den regn, som har plaget landet i flere uger nu. Vi passerer også en majsmark, og vores egen guide fortæller, hvordan hun som barn plukkede majskolber og brugte dem som dukker, fordi kolben har “hår”.

Vi skal ned af en sti, der er smattet og glat. Så smattet at vores lokalmand stiller sine klipklapper og fortsætter barfodet. Så skal vi ned af nogle trin og under et bladhang, før vi er fremme ved floden. Den er helt brun og grumset, som den hvirvler afsted med god fart. Jeg kommer til at tænke på historien om den store, grågrønne, grumsede Limpopoflod. Den kunne sagtens se sådan her ud. Flere steder går flodens bredder op over stien, og jeg må gå meget forsigtigt frem, for jeg kan jo ikke bare bruge højre arm til at trække, støtte og støde fra med, som de andre kan. Men jeg når frem og kan beundre det høje drop af vand. Så går vi tilbage og sætter os på cyklerne, og efter 100 meter sætter min pedal sig fast. Den bliver skiftet. Det var tredje gang på turen, jeg sled en pedal op.

I dag bliver jeg straffet. Straffet både for den manglende træning i min sygeperiode lige op til turen og straffet for det, jeg har cyklet ind til nu. Mine ben er bare trætte, og skriver NEEEEJ, ved bare den mindste bule på vejen. Min skulder er heller ikke for glad. Den gør knuder… bogstaveligt talt. Store muskelknuder sidder og værker overalt. Men, selv synes jeg, det er helt forståeligt. Jeg har formået at være på cyklen langt mere end jeg overhovedet havde turde håbe på. Min arm har klaret nogle gevaldige smæk, og mine ben har arbejdet mere end de foregående tre måneder tilsammen. Bare det, at være med på denne tur er et benhårdt genoptræningsforløb, som både læge og fysioterapeut havde frarådet, men jeg kan jo konstatere, at på trods af smerter og ulemper, så er min arm altså blevet stærkere dag for dag, og jeg kan nu nå om til min cykellomme ved egen kraft. Det kunne jeg ikke, for en uge siden. Såeh, alt i alt er jeg faktisk rigtigt overrasket og ovenud glad for turens forløb, selv om det så altså var ved at være slut med kræfterne i dag.

Vi kører flere bakker. Ikke helt så stejle som i går, men lige så mange. Vi kører gennem marker med tobak og kiwi, og op til fine udsigter på toppen af bakkerne. I det fjerne er to vandfald, på vejen er der skærver, og oven over alting stråler moder sol.
Efter 30 km når vi frem til bjerget, der voksede. Vi får at vide, at nu står vi foran en pæn stigning, hvor det vil gå opad de næste 5 km. Jeg vælger at sætte min cykel og mig selv på bussen. Der er ikke kræfter til mere bakkefræs i dag. Men mine gæve holdkammerater kaster sig ud i opgaven og angriber bjergsiden, selv om flere er trætte og slidte, præcis som jeg. Men fem kilometer kan man jo overskue at finde kræfter til. Men ak. Bjerget voksede, og da de fem kilometer var tilbagelagt, var de stadig ikke på toppen. Men de var opløst af sved. Og de fortsatte ufortrødent. Så voksede bjerget igen, for efter syv kilometer var der stadig ikke skyggen af en top i sigte. Vejen snoede si videre op gennem et tæt vildnis af bambus, appelsintræer og buske. Det murrede lidt i de trætte geledder, da det heller ikke var overstået ved de ni kilometer. Først efter 10,5 km sej stigning var strabadserne omme. Godt jeg tog bussen!

Så kommer vandfald nummer to. Salto Sao Francisco, og vi snupper endnu en vandretur ud for at se vandbarnet. Det er 200 meter højt, og uha, der er knald på. Jeg bliver lidt væk fra de andre, og som jeg går der alene på stien kommer en leguan på størrelse med en gravhund løbende på tværs af stien. Jeg bliver så forskrækket. Den kan godt nok løbe hurtigt, sådan en fætter, og den bener ind i underskoven før jeg så meget som når at tænke på at finde mit kamera frem.

Til aften skal vi ud at spise, og vi har fået at vide, at vi skal møde vores guides cykelvenner. Hun er nemlig her fra byen. Hun fører os hen til en billardhal, hvor vi træder ind i et rum med seks fyldte spilleborde, højt til loftet og en bar bagest. I et siderum står endnu tre borde, og nede bagest – afskærmet med et par skillevægge – er et lille område med endnu et billardbord, en bette bar, et stort ildsted og en masse mennesker. Her sidder folk i Her sidder et par mand i cykeltøj – Tud bike, står der – og tre unger i 10-12 års alderen spiller billard og øver sig i skrive hinandens navne på scoretavlen. Ved baren og bordene er der gang i snakken, og der er en hyggelig stemning omkring de to gutter, der står henne foran det store åbne ildsted og vender lange spyd med kød over gløderne. Det dufter skønt.

Hurtigt bliver der gjort plads til os ved at rykke seks røde plasticborde med reklamer for den lokale øl sammen på række. Ind kommer også en omgang 1-liters ølflasker, så vi alle får noget i glassene. Det er uformelt og allerede langt hyggeligere end de fleste af de restauranter, vi ellers har besøgt, som er store, kolde, skarpt belyste rum uden den mindste sans for hygge. Ingen plasticblomster og nylongardiner her. En fyr begynder at spille for os. Han er klædt helt i sort og udstyret med sådan et Jack Sparrow-agtigt rundt-om-munden-skæg. Så sidder han der med lædervest og sølvkæde om halsen, med sin guitar på knæet og en smøg bag øret og crooner sig igennem Knockin’ on heavens door og andre klassikere.

Aftensmaden består af tomatsalat, flutes og kød i store lunser. Det smager herligt. Vi sidder der med kniv og gaffel, men så aflurer vi, at de spiser maden som sandwich… altså tomat og kød ind i brødet og haps. Så går jeg også over til fingermadder, og det er meget lettere. Jeg synes, det er en uovertruffen aften, og det eneste jeg kan ærgre mig over er, at jeg ikke er i stand til at tale med disse flinke mennesker, som har inviteret os og beværter os. Men her, som alle andre steder vi har været, oplever jeg, at ingen taler engelsk. Og mit portugisisk er ikke eksisterende. Ærgerligt.

Se en vandfaldsvideo

Vores indkvartering i nat.
Vores indkvartering i nat.
Den ødelagte bønnemark. De skulle se ud som til højre.
Den ødelagte bønnemark. De skulle se ud som til venstre, men er små og ødelagte.

image

Træet med lyn-ar
Træet med lyn-ar
Den store grågrønne limpopoflod
Den store grågrønne limpopoflod
Fredede 50-års træer.
Fredede 50-års træer.
Salto Sao Joao
Salto Sao Joao