Varm luft

I dag har jeg “fri”. Det betyder egentlig bare, at der ikke er nogle guidede ture, vi kan følge i dag, så vi kører selv – kæresten og mig. Da vi ikke selv kan finde MTB-sporene (her er ingen afmærkede) vælger vi at trille vores MTB-cykler ud på en landevejstur til Puerto Rico. Turen går langs vandet på øens sydside, og er en vaskeægte rutchebanetur. Op og ned uden ophør i 300 meters intervaller. Det er således ikke gevaldigt lange bakker og sådan set heller ikke gevaldigt stejle 7- 10 procent, men bare evigt til stede.

Varm luft på landevejen
Jeg kan godt lide at køre sådan et stræk, for der er et godt flow og hvile mellem hver stigning. Det gør da heller ikke noget, at der i dag var udsigt til glitrende blåt vand hele vejen, for så kan jeg bære over med, at landjorden ikke har så meget at byde på. Terrænet er goldt og stenet og fremstår mest i nuancerne svedengul, tørkebrun og brændt rød. Mellem sten og brokker stritter nogle hårdføre græsser og stridbare tidsler, som formår at overleve på de sparsomme jorde, og ovenover alting stråler den moder sol, der ubønhørligt svider og svitser alt på sin vej. Det er virkelig et ugæstfrit sceneri – og samtidig meget fascinerende. Og ja, solen stod højt på den blå himmel og gav varm luft i nærheden af 30 grader på hele turen.

Den store udfordring ved at cykle dette stræk er de mange rundkørsler og de uopmærksomme bilister. Begge dele slipper man for, når man er off-road. Rundkørslerne kan sagtens komme tre-i-rap, med isolerede drejebaner og sindrige flettesystemer, så det er med at holde tungen lige i munden. Samtidig tager mange af bilisterne simpelthen ikke højde for cyklister. De bakker, drejer, vender og kører uden at se sig for, og i dag var jeg da flere gange i tvivl om, om de overhovedet bruger spejlene. Til gengæld skal det siges, at de har fuld fokus på fodgængerfelterne. Alle – virkelig ALLE – bilister stopper ved de stribede passager, og det gør det let at krydse selv de mest befærdede gader (og rundkørsler), hvis blot man vælger at gøre det i en fodgængerovergang.

Varm luft i Thalasso-land
Lige som der er forberedelser inden en cykeltur, er der også ting, der skal ordnes efter. I dag handlede det bare ikke om den sædvanlige cykelvask men om kropsvask. Jeg har nemlig været i Thalasso-spa.

Kort fortalt er Thalasso-terapi brugen af varme saltbade til at hele huden, åbne porerne og optage mineraler og kalke. Forbilledet er kurbadene ved det Døde Hav. Her under den vældige kuppel i Thalasso-spa Gloria Palace i San Agustin findes et stort bassin med 32 grader varmt saltvand. Jeg tænkte, at det kunne være godt for både sjæl og muskler at plaske lidt omkring der.

Men jeg er skuffet. Det kostede 185 kroner at komme ind, og sågar 100 kroner ekstra, hvis man også vil have adgang til sauna. Og hvad kan man så derinde? Man kan svømme i det store bassin indenfor og i det bette bassin ude.  Langs bassinets kanter er der områder med bobler, vandfald, og stråler, som fx kan massere nakken, læggene eller bare tilføre lidt velvære. Lidt som Lalandia for voksne.

Med i oplevelsen hørte en vamset og lækker morgenkåbe, som jeg kunne bære fra omklædningsrummet til bassinet, et håndklæde, gratis rosensæbe og en badehætte, som det var obligatorisk at bære. Så der svømmede jeg badehættebeklædt omkring i røgelsesduft og vanddamp og følte mig fjoget, mens jeg prøvede at få tiden til at gå, så jeg fik noget for de mange penge. Men helt ærligt – hvor lang tid kan man bruge i et svømmebassin? Jeg kan ikke bruge ret længe, før jeg bliver utålmodig, og jeg syntes ærligt talt ikke, det var noget specielt. Mere varm luft end forkælelsesoplevelse. Efter 1 time vendte jeg hjem til mit værelse – gennemsaltet som en kartoffelchip, blød som en barnenumse, rynket som en rosin og duftende som en nyudsprungen rosenbusk. Vi må se, om det giver nogle fordele på bjerget i morgen.

(Hvis ikke adgangen havde været inklusive i mit ophold havde jeg følt mig gevaldigt snydt. Jo, jeg nød at vandet var varmt, men derudover… tja bum).