Vekselvejr

image

Jeg søgte byge-ly under en parasol.

Det mærkeligste vejr
Da jeg var barn, gik vi i skole om lørdagen. Lørdagens timer indeholdt blandt andet sang, og vi fik vers for hjemme, som vi skulle kunne uden ad. De mange terpede sangtekster har det med at poppe op i mit hovede fra tid til anden, og i dag var der et par verselinjer, der blev ved at kværne, mens jeg tilbagelagde mine 103 træningskilometer.

Byger, som går og kommer,
det er den danske sommer.

(Klik på pilen og hør melodien:)

Linjerne er fra Danmark, nu blunder den lyse nat, og blev skrevet i 1914 af Thøger Larsen. Linjerne er en præcis og skarp beskrivelse af det højst mærkværdige vejr, jeg i dag har oplevet.

image

Jeg søgte også byge-ly bag en mur af siv og græs.

Hård vind og byger
Jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle køre 100 km i dag. Det løfte var jeg lige ved at fortryde, da jeg erfarede, at det blæste 11-12 m/s, hvilket svarer til hård vind. Men, jeg ved jo, at 100 km kan jeg sagtens køre, så jeg valgte at se det som bonus, at det blev en arbejdsom tur. Min kæreste gjorde mig følgeskab, og jeg tjekkede vindretningen og planlagde turen, så vi ville få det hårdeste arbejde på udvejen. 40 km i direkte modvind. God træning.

Ude på de åbne landeveje er vinden ubarmhjertig, og jeg fik lov at slide. Med vilje søgte jeg ikke læ bag kærestens ryg efterhånden som vi mosede hen over landet, for jeg ville mærke min egen styrke, men jeg erkender, at det iblandt føltes som om, vinden blæste cyklen baglæns. Efter 40 km drejer ruten og vi får vinden i ryggen. Hu hej, så gik det tjep.

Og lige som fornøjelsen over medvind forplanter sig rammes vi af den første byge. Hold nu op! Himlen skiftede fra sommerblå til vintersort på få minutter. Temperaturen dalede drastisk og vinden tog til, så bladene fløj af buskene og træerne nærmest lagde sig ned. Det er helt uhyggeligt, så vildt og voldsomt det blev. Regnen høvlede ned, vejene stod under vand i løbet af et øjeblik og al fuglesang forstummede. Vi fandt en bænk ved vandkanten, puttet ind under en mur af siv, og der sad vi og krøb sammen, mens vi betragtede den pludselige storm og fjordens mørke vand med de mange skumtoppe.

image

Og jeg søgte sørme også byge-ly under en række vejtræer.

I stormens øje
Derfra gik det slag i slag. Tørvejr, solskin og fuglesang eller voldsom regn og voldsom vind. Bygerne kom og gik. Vi kørte åbenbart på kanten af uvejret, og ramte det gang på gang. Ved 75 km vender ruten igen, og vi får vinden ind fra siden. Nu kæmper vi både med store mængder vand på vejen, store mængder vand fra oven og voldsomme vindstød, der forsøger at blæse os ud af kurs. Vi må nærmest læne os op mod vinden, for at blive på vejen, og på et tidspunkt søger vi ly under en række vejtræer. Det hjælper lidt, men træerne kan ikke holde vandet væk, så vi fortsætter i regnen.

Pludselig klarer det op. Den gennemtrængende duft af hybenroser og hyldeblomst fylder næseborene og lærken synger. Det er komplet vindstille! Ikke så meget som et lille pust. Vimplen hænger slapt ned på bondegårdens flagstang og trækronerne forholder sig i ro. Der er bomstille. I fem minutter. Så hvirvler det hele op igen, og vi er tilbage i et inferno af vind og vand. Vi må have været lige i stormens øje?

Efter en bastant indsats på pedalerne kommer jeg våd og fornøjet hjem. Aldrig har jeg oplevet så mærkeligt et vejr, men hvor er det fedt, samtidig at opleve, at jeg er rigeligt stærk til at klare det… I al fald over en distance på 100 km. Gennemsnitsfarten sneg sig lige akkurat op på 26 km/t.