Whiskytrail

Det er helt uhørt – vi har haft tørvejr alle vores cykeldage frem til nu. Hvor heldig kan man være? Bortset fra to korte byger den første dag, har vi ind til nu haft solskin eller overskyet, men ingen regn. Jeg har endda kørt i korte ærmer og uden jakke 🙂 Tørvejr er det bedste, der kan ske, for det er ikke varmt her. 2 grader om natten, 7 om morgenen og max 15 i løbet af dagen.

Det er nu ikke fordi, det ikke har regnet – det har bare ikke regnet, mens jeg har siddet på cyklen. Men – vejret veksler virelig hurtigt her, og det er bestemt ikke let at vurdere, hvilket tøj jeg skal have på. I går startede vi fx ud i tåge til morgen, fik det smukkeste solskin til formiddag, så trak der lidt blæst og lidt truende skyer ind over os til eftermiddag, og den første dråbe regn faldt, da jeg trådte ind på hotellet. Det har så silet ned hele natten, og til morgen – vupti – solskin og blå himmel.

Overliggerdag
I dag er overliggerdag. Tid til restitution, så musklerne ikke bliver for slidte. Det betyder, at vi IKKE skal stå klar kl. 9.00 ved cyklerne og at vi IKKE behøver pakke tasker og flytte til et nyt hotel. Vi skal blive her i vores lille loftsværelse over pubben i Tomintoul.

Men, det ligger jo ikke til sådan en flok mountainbikere at sidde hjemme på hotellet og drive den af, så vores guideteam har naturligvis et tilbud i ærmet. En lille tur 18 km lige ud ad landevejen på The Malt Whisky Trail, der løber her mellem de mange distillerier, der ligger langs bredderne af floden Spey.

The Glenlivet
Et af de store skotske whisky-mærker er Glenlivet. Eller rettere; The Glenlivet, et registreret varemærke for et distilleri, der ligger i området Glenlivet, og her producerer de single malt whisky. Vi kom på rundvisning, og nu er jeg – der ellers intet aner om whisky – en hel del klogere. Jeg ved fx, at blended whisky er blandinger af op til 125 single malts, uden angivelse af alder eller oprindelse. Single Malts derimod er de unikke, lagrede, kontrollerede brands. Fx Glenlivet.

Jeg ved også, at Glenlivet produceres af maltet byg (spiret og tørret), der sprayes med varmt vand over tre gange, hvorefter vandet bringes til gæring. På Glenlivet står otte store beholdere lavet af canadisk fyr – hver otte meter høje – hvori gæringen foregår. Processen tager 53 timer. Herefter distilleres alkoholen først een gang og dernæst een gang til, så procenterne bliver høje nok. Jeg har også set nogle af de store fade, hvor whiskyen derefter lagres. Det er brugte egetræsfade, som hentes i udlandet og enten har indeholdt Bourbon eller sherry. (Portvin kan også bruges). Herefter foregår lagringen på hylder i minimum tre år – og for Glenlivets vedkommende – maximum 25 år.

Det der overrasker mig er, at whisky henter sin smag og farve fra lagringen på fade, som er et overskudsprodukt fra en anden produktion (Sherry i Spanien og Bourbon i USA). Hvad mon man gjorde tilbage i “gamle dage”, hvor man ikke kunne importere fade? Nåeh jo, man kan tilføre den “røgede” smag. Det gør man ved at tilsætte brændt brunkul. Her kaldet Peyt.

Til slut på turen fik vi lov at smage varen. Jeg er nu ikke helt vild med whisky.

Bikepark
Efter besøget på The Glenlivet kørte vi op til den lokale bikepark. . To trails anlagt på en bjergtop. Her var der den daglige frokostanretning. Vores chauffør i følgebilen har foldet campingbordet ud og rettet an med både rugbrød, dåseleverpostej, spegepølse og makrel samt nødder og rosiner. En perfekt løsning i stedet for daglige tidskrævende frokostcafebesøg.

Efter frokost var vi nogle stykker, som liiige skulle prøve det blå spor i bikeparken, selv om det jo egentlig var restitutionsdag. Det fortrød jeg ikke, for selv om det kostede et par hundrede højdemeter ekstra, så var det dem alle værd. Sikke en tur. Som en rutchebane med hop, drej og berms i et helt fantastisk flow, som jeg ikke har oplevet før. Det var så sjovt. En helt igennem flyvende fornøjelse ned gennem fyrreskov ad et perfekt anlagt spor. Jeg ville gerne have kørt en omgang mere, men det var tid at køre hjem, for der ventede endnu en whisky-oplevelse.

Whisky Castle
Nede i byen ligger en lille bitte shop, der bærer navnet Whisky Castle. Her er vi inviteret til en lille whisky og ginsmagning samt en lille introduktion til whiskyen historie. Butikken er tapetseret med whiskyflasker fra gulv til loft. Et utal af forskellige flaskeformer, etiketkunst og skotske navne præger de tætte hyldemeter og indholdets farver veksler fra lys gul over gylden orange til mørk brun. På gulvet er der naturligvis klanternet tæppe, og oppe under loftet hænger krus og kander fra de forskellige distillerier i området. Det ligner en blanding mellem en bierstube og en marskandiserbutik.

Her bag disken står en nydelig dame (hvis navn jeg har glemt), og hun elsker whisky. Det kan man høre. Når hun præsenterer en flaske omtales den som “hun”. Her er en lokal whisky og “hun” er kun syv år gammel osv.  Vi lærer at dufte til en whisky (med åben mund), at betragte en whisky (se hvordan den danner oliegardiner og tårer på glassen, og at “for”-smage for derefter at smage rigtigt. Hendes mand kommer derefter rundt med en pipette (!) og tildeler hver enkelt glas en enkelt dråbe vand. Vand “åbner” whiskyen ved at skille den olie, som en god single malt skal indeholde. Og det er ikke løgn. Det gør en himmel til forskel med den ene dråbe vand. En stor aha-oplevelse.

Dagen sluttede med verdens kedeligste aftensmad – en giga fiskepind med triste fritter.

På sådan en hviledag blev det alligevel til 44 km og 750 hm.