Yabba Dabba Dooo

20130415-204947.jpg

Skoven er atter farbar, stierne atter stier, åerne atter vandløb og sneen er helt væk og har åbenbaret et herligt pløre derude. Det er vår!

Yabba Dabba Dooo, foråret er ankommet
På bare to dage er vejret skiftet fra træls til skønt. Da jeg kørte gylletur i lørdags, var det blot fire-fem grader, vindblæst og tåkoldt. Jeg var lidt stiv i betrækket og frossen i bevægeapparatet efter den tur. Og så i dag sprang våren ud med solskin og temperaturer, der fik termometeret til at vise 14 grader. Tilmed totalt vindstille. Så jeg har selvfølgelig været i skoven på min MTB.

Jeg er helt høj
Dagens 13 km mudderspor blev uden sammenligning årets hidtil bedste cykeltur. Omsider indfandt cykelglæden sig (jeg var ellers begyndt at tvivle på, om jeg nogensinde ville genfinde den), og jeg er helt høj… af flere grunde:

    Sneen er væk. Jeg så ikke engang antydningen af en bette dynge. De har ellers holdt stand længe. Dyngerne. På skyggepletter og ved gærder og hegn. Men i dag. Ingenting. Yabba.

    Fuglene synger. Under turen i dag var jeg akkompagneret af det mest fantastiske kvidderkor, der bølgede som skønsang gennem skoven suppleret af gøgens kukken i det fjerne og spættens trommerytmer på træstammerne. Dabba.

    Jeg er stærk. Mine ben er stærkere end jeg havde forventet, og gensynet med nogle af sporets ledeste bakker blev mere kært end svært. Selv efter den lange vinterdvale gik Det tjuhej op og ned, og det er fornøjeligt, at ikke alle kræfter er forduftet i vintermørket. Dooo.

Alt for meget kluns
Jeg droppede den tykke Giordana vinterbuks og trak i mine tyndere knickers af mærket Protective. Det er i øvrigt mine yndlingsbukser, for de er beregnet til kvinder. Ja, ja, jeg ved, der såmænd også er kvindemodeller i mange andre mærker, men dem her er helt specielle. De er nemlig designet til, at man kan gå på tissetur uden at skulle have jakke og trøjer af først og man slipper for at skulle kæmpe med at holde styr på selerne, mens man foretter sin nødtørft bag en busk. Genialt. Fidusen er, at selerne sidder foran over brystet og lynlåsen sidder i ryggen. Så er det bare at lyne ned og stikke måsen ud 😉

Jeg droppede også – for første gang i år – at iføre mig mine overtræksbukser med windbreak, lige som jeg droppede to lag bluser, huen og vanterne. Ahhh, sikke en bevægelsesfrihed! Selv om jeg smed så meget af tøjet, svedte jeg som en pony derude. Den tapløb af panden og på et tidspunkt måtte jeg stoppe og rulle ærmerne op, for ikke at koge over.

Jo, nu er foråret kommet, og jeg hilser det velkommen.